Har du aldrig mestret det med vasketøjet eller er du lige flyttet hjemmefra og er helt grøn på området? Frygt ikke. Vasketøj behøver ikke gøres til en videnskab.

Skal man vaske hver gang?

Man behøver ikke partout at vaske sit tøj hver gang efter brug. Er tøjet blevet beskidt, plettet eller lugter, skal det selvfølgelig vakses. Har det blot været på og vende, kan du faktisk nøjes med at hænge tøjet op og lufte det et par gange, før du kommer det i vaskemaskinen.

Særligt for jeans kan det være en god løsning, da de slet ikke har godt af alt for mange ture i vaskemaskinen, hvis du bruger dem hyppigt.

Lad tøjet guide dig

Det er så heldigt, at tøj er udstyret med vaskesymboler. Det viser dig altså, om det skal vaskes i hånden eller 40 grader, om der med tørres i maskine, om det kan stryges etc. Hvis du ikke er ekspert i vaskesymboler, kan du se mere om vaskeanmærkningerne her.  

Husk at sortere

Når du har tøj, der skal vaskes, skal du sortere efter farver og vaskeanvisning.

Sorteringen er dejlig nem. Du skal blot sortere, så lyse farver er samlet, mens de mørke er samlet for sig selv. Har du noget tøj i hidsige farver, så vask det med tilsvarende. Husk desuden, at noget nyt tøj godt kan afgive meget farve. Frygter du, det er for meget, kan du evt. skylle eller håndvaske, før det kommes i maskinen.

Beskyt tøjet – og tøm lommerne!

Når du vasker undertøj som f.eks. lingeri, kan du beskytte det ved at komme det i en vaskepose. Vaskenettet beskytter ikke bare tøjet, men sørger også for, at knapper eller BH-bøjler ikke ryger i maskinen. Det er ret væsentligt, for en lille BH-bøjle kan tage livet af en vaskemaskine, hvis man kommer uheldigt afsted.

I det hele taget skal du passe på, der ikke kommer ting ud i maskinen, hvis det kan undgås.

Tøm derfor altid lommerne!

Hvilken temperatur?

Det meste hverdagstøj skal vaskes ved 40 grader. Der kan dog være undtagelser, og derfor bør du se på vaskemærket.

Særligt uld, silke og specialmaterialer skal vaskes ved lavere temperaturer og evt. på et skåneprogram med færre omdrejninger under centrifugering – så hold ekstra øje her.

Skal du vaske, sengetøj, håndklæder, viskestykker, undertøj m.m., foregår det ved 60 grader. Her skal du naturligvis sortere, så du ikke vasker undertøj med viskestykker og karklude eller lignende.

Vasker du noget meget beskidt, så læg det evt. i blød 20 min. før vasken.

Vælg et godt vaskemiddel

Brug et anerkendt vaskemiddel, og husk at tænke over parfumeringen. Vælg gerne et miljømærket vaskemiddel – særligt hvis du har nogle former for allergi!

Tøj tørres forskelligt

Ikke alt tøj skal tørres ens.

Fløjl, velour og frotte kan have godt af en tur i tørretumbleren, da det får fibrene i stoffet til at rejse sig, så tøjet ser flot ud.  

Andet tøj skal derimod ikke i tørretumbleren, da det kan risikere at krympe. Igen anbefaler vi, du kigger på tøjets vaskemærke, da det fortæller, hvad tekstilerne kan klare.

Sokker og undertøj kan ofte tåle tørring i maskine, men vær forsigtig med andet tøj. Er der tale om ældre tøj, der bruges til groft arbejde, kan du vurdere, om du vil tage chancen, men brug som udgangspunkt vaskemærkerne som rettesnor.

Stryge eller ikke stryge?

Strygning glatter overflader ud og kan få tøjet til at bibeholde en pænere overflade. Men husk igen, at ikke alt tøj kan stryges. Igen: orienter dig via vaskemærkaterne og gør som der står.

Bemærk desuden, at det ofte er angivet, om der kan stryges ved lavere eller højere temperaturer. Respekter dette, du skal stadig nok kunne få en fin overflade på tekstilerne, hvis du stryger ordentligt og udviser en smule tålmodighed.

Brug helst et dampstrygejern med et godt og effektivt strygestål. Det koster måske en smule mere end et helt billigt strygejern, men når du tænker på dit tøjs pris og strygejernets evne til at passe bedre på det, er det nok den lille investering værd.